Baggrund

Børn og unge, der lever i familier med misbrug eller psykisk sygdom, er ofte mere udsatte for sociale og følelsesmæssige belastninger.

Der findes i Danmark en stor gruppe af børn og unge, der lever i familier med misbrug eller psykisk sygdom. Hvor mange det drejer sig om, vides ikke med sikkerhed, idet der ikke findes præcise opgørelser over antallet af misbrugere og psykisk syge.

Det skønnes dog, at mellem 200.000 og 250.000 danske børn får deres opvækst præget af forældres alkohol- og stofproblemer, ligesom undersøgelser peger på, at op mod 8 % af en årgang oplever som barn, at en eller begge forældre har været indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Konsekvenserne for de børn der lever i familier med misbrug og psykisk sygdom, kan være vidtrækkende. Det anslås, at for 25-50 % af børnene er konsekvenserne så omfattende, at de får varige men.

Undersøgelser peger således på, at omkring hver tredje af de børn, der vokser op med forældre med misbrug, selv udvikler alkoholproblemer og næsten halvdelen udvikler forskellige former for psykiske lidelser. Tilsvarende har børn forøget risiko for selv at udvikle en sindslidelse, hvis en af forældrene har en psykisk sygdom.

Skaderne på børnene skyldes de mange sociale og følelsesmæssige belastninger, som følger af forældrenes sygdom, herunder især forældrenes manglende ressourcer og overskud til at varetage omsorgen for barnet.

Der er derfor både af hensyn til børnene og deres familier og set ud fra en samfundsmæssig betragtning grund til at have fokus på disse børn og familier.

Her kan du læse mere:

  • Det tværministerielle børneudvalg. Socialministeriet: Psykiske syge forældre og deres børn, 2001.
  • Sundhedsstyrelsen og Socialministeriet. Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer, 1996.
  • Christoffersen M. N. Risikofaktorer i barndommen. København: Socialforskningsinstituttet, 2000.
  • Lindgaard, H. Voksne børn fra familier med alkoholproblemer – mestring og modstandsdygtighed. Center for Rusmiddelforskning Århus, 2002.


SOCIALSTYRELSEN